17 dage til specialeaflevering (og indian summer?!)

Så nærmer det sig med meget hastige skridt. Min tidsplan ser stadig ud til at holde – uden egentlig stress og jag. Så jeg glæder mig bare rigtig meget, til mine forældre kommer og besøger mig, vi kører til RUC (lækkert også at slippe for at tage toget en sidste gang til Trekroner) den 31. august, og jeg får afleveret 3 eksemplarer af [endnu ukendt titel].

Og det er selvfølgelig derfor, at vi i år får den skønneste indian summer i mands minde.

At jeg snart afleverer speciale, er dog ikke det eneste tegn på, at en lun september er på vej. Jeg har nemlig netop fået klaret sidste punkt fra min forårsrengøringsliste – ergo må sommeren være på vej.

Må indrømme, at vinduerne virkeligt trængte. (Jeg indså, at jeg trængte til at se ud?) For det første fik jeg fjernet tape-rester fra julepynten… Og for det andet har jeg opdaget, at det måske slet ikke har været SÅ mørkt udenfor (omend det HAR været mørkt), for nu virker min stue i hvert fald noget lysere. Derfor tror jeg også hele tiden, at mine vinduer står åbne.

Noget meget pudsigt, jeg har fundet ud af, mens jeg pudsede vinduer, er, at der er en udendørslugt, som min hjerne kategoriserer som mariehønetis. Jeg tvivler dog på, at så mange mariehøns har tisset på mine vinduer (men det kan selvfølgelig også bare være derfor, at de var så beskidte), så nu gad jeg godt vide, hvad det er for en lugt, som min barndom har lært mig er mariehønetis.

Published in: on august 14, 2011 at 4:37 pm  Skriv en kommentar  

Ctrl+A, Ctrl+C, Ctrl+V…. Please!

Ctrl+A, Ctrl+C, Ctrl+V…

Nej…?

Suk…

Published in: on juni 21, 2011 at 1:32 pm  Skriv en kommentar  

71 dage til specialeaflevering – og 2,3 NS og 16 håndskrevne sider for meget

Puha, har lige brug for at skrive lidt, hvor jeg rent faktisk godt kan koncentrere mig om at skrive på computeren. (Og det er selvfølgelig, fordi det er en overspringshandling, at jeg godt kan koncentrere mig om at skrive her…)

Men… lige nu… sidder jeg med snart over 16 håndskrevne sider, der skal skrives ind… (Der er 16 sider lige nu, men jeg er ikke færdig endnu – var bare ved at få krampe i hånden, så havde lige brug for det lidt lettere tastearbejde…)

Tænk engang, hvor meget hurtigere det ville gå, hvis ikke min computer også var mit legetøj – eller hvis mine fingre bare kunne skelne mellem, hvornår de må lege, og hvornår det er alvor (det er bare åbenbart helt vildt sjovt liiiige at tage forbi Alt+Tab og så en F5, selv om de godt ved, at de skal blive ovre i word…)

Men fair nok – jeg har jo reelt ikke brug for, at det skal gå så meget hurtigere… Det er mit andet analysekapitel, jeg er ved at skrive de sidste afsnit til.

Og så kunne fingrene alligevel ikke blive her, for så skulle jeg jo også lige tjekke, hvor mange sider, det efterhånden er blevet til, siden jeg sidst talte dem allesammen sammen…

82,3 NS + 16 håndskrevne sider…

Jou jou… det skal jo nok blive til 80 på et tidspunkt.

Published in: on juni 21, 2011 at 12:56 pm  Skriv en kommentar  

86 dage til aflevering

Vil egentligt ikke sige så meget.

Det går godt.

Har skrevet 62 sider.

Og fået at vide af min vejleder (til møde i sidste uge), at jeg ikke skal bekymre mig om, om længden på mine analysekapitler overordnet ikke passer med, hvor meget analyse bør fylde i et speciale. For bare fordi et afsnit hedder teori, så kan det jo godt indeholde analyse…

Og, så nyder jeg min specialeplads i solen – her får jeg rent faktisk skrevet en del… Altså på mine kapitler på print. For med det der computer, internet, facebook, blog osv., så blive det bare lidt svært at koncentrere sig og fokusere foran skærmen.

Og… det betyder altså, at jeg so far har siddet og skrevet, renskrevet, gennemskrevet, redigeret 62 sider i hånden for efterfølgende at skrive dem ind på computeren. (Altså løbende, hvis nogen skulle være i tvivl.)

Published in: on juni 6, 2011 at 1:03 pm  Skriv en kommentar  

117 dage til aflevering

Min vejleder sagde til et af de første møder, at jeg ikke skulle tænke så meget over, hvor meget tingene fyldte, men bare få skrevet og så slette senere. Eller måske sagde hun egentligt bare, at jeg ikke skulle tænke over, hvor meget det, jeg sendte til hende, fyldte…

Jeg tror i hvert fald jeg hellere lige må genoverveje det, jeg troede, jeg fik at vide. Tænkte nemlig lige, at jeg for sjov ville tælle, hvor meget mine fire første kapitler fylder.

42,3 sider.

Jeg skal skrive 80 i alt. (Nej, vent – jeg MÅ skrive 80, men skal skrive 60-80 sider.)

Og de 42,3 er kun indledning, metode, empiri og teori (som ikke engang er halvt færdigt, og de andre har masser af gule overstregninger med ting, der ikke er færdige…).

Ups.

Pis.

Published in: on maj 5, 2011 at 8:12 am  Kommentarer (1)  

136 dage til specialeaflevering

Det er ikke fordi, mit liv kun har handlet om brændte nederdele, uheld og spas og løjer, at der ikke har været nogen update på specialefronten. Jeg har “bare” været i felten og indsamle empiri, hvilket kan være så ufatteligt udmattende, men samtidig så utroligt spændende og øjenåbnende. (Hvilket er beskrevet i min logbog, og så har der bare ikke været overskud til også at få nogle andre/supplerende tanker på blog.)

I denne weekend har jeg igen haft tid til at fordybe mig lidt mere i læsningen, og i påsken skal jeg til at bearbejde alle mine data og få skrevet noget, der ligner en feltrapport til min vejleder.

Og i dag var det så, at det slog mig: problematikken i mit speciale er slet ikke det, jeg troede den først var – eller det er den også lidt. Den er bare også og måske i langt højere grad forbundet til det, jeg i mit afgrænsningsafsnit beskrev som et område ”jeg ikke vil beskæftige mig med.” Så… nu sidder jeg endnu engang og bliver lidt nervøs.

Er det overhovedet et dansk-speciale, jeg er i gang med at skrive??

Published in: on april 17, 2011 at 9:20 am  Skriv en kommentar  

157 dage til aflevering af speciale

Det tegner til at blive en produktiv dag i dag. Eller… Stod op kl. 7, hvilket jo viste sig at være kl. 8, spiste morgenmad, spillede lidt kort, spiste en cookie eller to1, fandt kompendier og bøger frem, som jeg skal læse i i dag og vendte mig så om på sofaen og tog en lur sammen med Squishy.

Nu er kl. 10.30, og jeg overvejer, om ikke jeg bør tage et bad. Fik nemlig aldrig taget mig sammen til det i går, og jeg lugter stadig lidt brændt… Hm. Skal også have hentet min cykel på Frederiksberg, hvor jeg efterlod den i fredags. I det mindste skinner solen.

Yeees yes – det bliver en produktiv dag i dag!

___________________________________
1 Vær nu bare ærlig, Caroline: 4 cookies.

Published in: on marts 27, 2011 at 10:35 am  Skriv en kommentar  
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.