Jeg har den sidste uge prøvet briller. Stået og taget billeder af mig selv hos optikeren. Gået hjem. Sendt billeder til venner og familie. Taget hen til en anden optiker. Prøvet lidt flere briller. Taget lidt flere billeder af mig selv. Sendt flere billeder til venner og familie. Ventet et par dage.
Tog så hen til en tredje optiker i lørdags. Prøvede denne gang et utal af briller. Fik gode råd af ekspedienten. Fik gode råd af optikerens særlige stylist. Og fik det kogt ned til fire potentielle par. Som jeg kunne låne med hjem! Mødtes med at par venner, som gav kommentarer. Tog hjem. Prøvede dem lidt derhjemme. Tog lidt flere billeder af mig selv. Gik hen til den ene nabo og fik kommentarer. Gik hen til en anden nabo og fik kommentarer.
Det er jo en MEGET STOR beslutning, der skal tages. Næh nej, sådan en livsvigtig beslutning skal man jo ikke forhaste.
Så jeg måtte jo også hellere gå i gang med at analysere, hvem jeg egentlig var… er… vil være… Ja, hvad vil jeg udstråle med brillerne? Powerkvinde? Blid kvinde? Hviler i mig selv? Med på moden? Jamen, brillerne siger jo ALT om en… De er jo rammen til sjælens spejl!
Nå. Blot et lille udsnit af billederne:
Synsprøven
I dag tog jeg så en beslutning. Som blev bekræftet, da jeg stod i forretningen foran to ekspedienter, der ikke var der, da jeg prøvede brillerne den anden dag – troede jeg – for da jeg siger, at jeg har valgt den rosa, siger den ene, at den også bare var rigtig flot til mig. (Åhja, jeg slubrer jo den slags i mig.)
Så fik jeg taget synsprøve. Kunne sagtens undervejs se, at der jo var sket ”lidt” med synet. Siden 2007, hvor jeg vist fik nye glas sidst. Jeg kan jo efterhånden tage en synstest i blinde, så det gik som smurt – dog med en enkelt detalje, jeg ikke havde prøvet før.
Detaljen viste sig at være en ikke så ubetydningsfuld detalje.
Jeg er ikke sikker på, hvad optikeren præcist sagde til mig. Hvornår hun helt præcist sagde det. Men… det var noget med, at jeg havde brug for mere styrke langt væk end tæt på. Glidende overgang blev nævnt, dog ikke som en reel mulighed, da jeg arbejder ved en skærm. Så jeg ville have brug for to briller.
Det var så her, jeg kortsluttede.
Skærmbrille.
Brug for mindre styrke til at læse med…
Så gammel er jeg ikke!! …? Mine forældre havde da først brug for sådan noget, da de var omkring de 50…
Kunne jo slet slet ikke finde ud af, hvad jeg SÅ skulle gøre. Så måtte gå ud af butikken uden at købe briller. Fik dem dog lagt til side. Med ordene: ”Jeg skal lige ringe til min mor.” (Så ér man jo ikke gammel nok til den slags syn…)
Fik ringet hjem. Fik min moaar i røret. Stemmen knækkede midt over i skærm-brille. Og så gik jeg storhulkende i travl trafik på Gothersgade…: ”Jeg vi-il i-ikke ku-unne bru-huuuu-huuu-uge *hikst* ny-yy-e bri-ii-ller med ny-yy styrke-eee på-åå a-arbe-ee-ejdet…” Prøvede at dæmpe stemmen, så dem, der gik foran mig, ikke behøvede at blive indviet i mit nyligt opstået, livstruende drama, men min nye iPhone har så dårlig lyd, at jeg er nødt til at tale meget højt, hvis den, jeg taler med, skal bare have en lille chance for at kunne høre, hvad jeg siger…
Så jeg fik måske nogle skæve blikke. Men med tårefyldte øjne og briller, der ikke er stærke nok til at kunne se længere end til en computerskærm, så ved jeg det ikke med sikkerhed.
