Vågnede i morges og besluttede, at i dag ville være en god dag.
Så jeg hoppede op på cyklen kvart over seks, hvor det kun støvregnede en lille smule på vej til fitnesscenteret, og der var kun modvind på Amager. Løb mine fem km. på løbebåndet og gjorde det endda et halv minut hurtigere end for bare en uge siden. (Okay, det er så også en uge siden, at jeg besluttede, at jeg ville begynde at tage mig sammen og løbe de der fem km. bare et par minutter hurtigere.)
På arbejdet drillede Sharepoint næsten ikke, og jeg skrev mails med vejledninger, hvor første punkt lød på at holde tungen lige i munden (ååh, så kæk jeg var).
Desværre lader mit Nynne-gen sig ikke fornægte.
Tog til kiropraktor, som – jeg stadig meget uforstående over for – nærmest skældte mig ud, fordi jeg begyndte at fortælle om, at jeg trænede mere, og at jeg overvejede at anskaffe mig en hulahop-ring. Sagde til mig, at så snart jeg fik smerter, skulle jeg stoppe med det HELE, ellers ville det ende med operation!
Jeg er stadig forvirret… Sur gider jeg ikke længere være, men var det, da jeg gik derfra. For samtidig med skæld-ud fik jeg nemlig at vide, at det gik meget bedre med min ryg (og jeg har jo heller ikke haft smerter de sidste par uger), og at han ville tjekke, at der stadig var opadgående kurve om to uger, når jeg har min næste tid… Kunne det måske rent faktisk have noget at gøre med den træning, han nærmest frarådede mig? Hmf.
Nå. Det blev rystet af mig. Positiv positiv positiv. Op på cyklen og hjem.
Min cykels gear har jo ikke virket, så de er blevet sat fast i et middel-gear, men på vej hjem begyndte det så at skifte lidt af sig selv, hvis jeg trådte for hårdt i pedalerne. Næh, hvor sjovt… POsitive tanker.
Og hårdt trådte jeg – for i horisonten anede jeg lidt for faretruende skyer. Jeg havde jo så også godt luret, hvor det hele var på vej hen, så steg af cyklen og skiftede til gummistøvler og regnbukser og steg på cyklen igen - et minut efter kæmpede jeg mig frem med selvskiftende gear i haglstorm. To minutter senere var min vandskyende jakke gennemblødt, og langsomt blev jeg våd helt ind til trussen, fordi mine regnbukser ikke er tætte. Og hen over Langebro sev vandet også lige så stille ned i venstre støvle.
Men med positive tanker sendte jeg ved næste røde stop et venligt smil til de andre cyklister omkring mig og overbeviste mig selv om, at de to fyre, der sendte smil tilbage, selvfølgelig også tjekkede mig ud – trods mit druknede mus med mascara på kinderne-look. Aaah, når først man tror, så virker det jo! [Yeees, the force is strong with this one.]
20 minutter senere kunne jeg endelig træde ind i mit hjem. Tre minutter senere var jeg i mit nattøj og taknemmelig for, at jeg de sidste par dage har sørget for at fylde mit stearinlys-lager op OG tilfældigvis lånt tredje sæson af The Tudors…
SÅ skal der efterårshygges!
