Hvis bare mit liv var en film, så kunne min weekend have været et klassisk eksempel på et ”meet-cute”.
Lad mig starte med en lille plat vittighed fra i onsdags, hvor jeg havde besøg af min lillebror (og far). Min bror og jeg går forbi Ørnebageriet, som mærkeligt nok ligger på hjørnet af Mågevej og Frederikssundsvej. Jeg peger på skiltet og siger – tøhø, der er nogen, som har taget H’et og J’et.
I går, lørdag aften, mødtes jeg med Den Nøgne Dame, som er navnet på en venindegruppe fra gymnasiet. Det er nogle fantastiske og tossede tøser, som man altid har det brandsjovt sammen med. Vi spiser og drikker hos Stine, mødes med Kristinas kærestes politibuddies på Heidis, og Rikke leder an med de vildeste 90’er-moves på dansegulvet.
Omkring kl. 04.30 beslutter jeg mig for at jeg skal hjem. Men da jeg kommer ned til Rådhuspladsen, ser jeg bagenden af, hvad der viser sig at være den sidste natbus. Og der går to timer til den første 5A begynder at køre. Nedtur. Jeg går op til Nørreport for at se, om den sidste natbus også er kørt derfra. Selvfølgelig er den det.
Så jeg begynder at gå og tænker – stakkels mig, nu er jeg nødt til at gå hjem, for jeg er en fattig studerende, der ikke kan tillade sig at tage en taxi hjem. Omkring Dronning Louises Bro beslutter jeg mig for, at nu er der ikke så langt igen, så taxien kan ikke blive helt så dyr. Så er det så, at der kommer en fyr op på siden af mig og siger hej. Jeg siger hej igen, men fortryder straks – har jeg ikke lært af min tid i Lyon, at man IKKE hilser på fyre, der henvender sig til en?!
Lige bagefter fortryder jeg dog, at jeg tænker sådan. Han har en ven, og de begge viser sig at være vældigt flinke. Vi ser en bus – 3A – og de løber hen til den (det er ikke den rigtige bus for mig, så jeg går bare videre). Bussen er slet ikke i rute endnu, så de kommer tilbage og fortæller mig, at buschaufføren havde peget på mig og sagt, at den pige der vidste, hvor de skulle hen, at de bare skulle følge med mig, og så ville de komme hjem.
Sådan begynder gåturen til Nørrebro st., hvor jeg blandt andet hører om deres (umiddelbart fysiske) slåskampe med Bertel Haarder om at få det grammatiske komma tilbage, om hvordan de har været med i slaget ved 1864, men var nødt til at tage til Roskilde Fjord, hvor de fandt vikingeskibe – hvis ikke de havde gjort dette, havde vi vundet i 1864.
Efterhånden som vi er fulgtes ret lang tid ad, spørger de, hvor jeg egentligt er på vej hen. Da jeg svarer Mågevej, siger den ene: ah ja, der hvor der ligger en bager, hvor nogen har stjålet et H og et J?
Ved Nørrebro st. skilles vi ad, fordi de skal ned ad Lygten, og her fortryder jeg så, at jeg ikke spørger om sådan noget med telefonnumre, for mit liv er jo ikke en romantisk komedie, og mødet var jo ikke et meet-cute – så chancen for, at jeg igen støder ind i en Anders og Jacob eller måske Thomas, som umiddelbart studerer psykologi, er nok desværre ikke så stor alligevel. Men hyggeligt var det nu!
