Talked about getting a blog for a long time – now at least it’s there – now I’m just waiting to be inspired. Of course when I was inspired earlier I couldn’t figure out how to start up a blog – now that it’s here I no longer feel the urge to say something…
This blog will be in Danish when I feel like writing in Danish and English, when I feel like that…
First of all I want you to open this youtube link, so you can listen to the song while you read this post (and also: watch the whole video afterwards!).
So, lately I see more and more signs that I’m going slightly mad. In that context I’d like to share with you my passion for words and why I especially like the word “mad”. Here are some definitions from a dictionary:
mad [mad] mad⋅der, mad⋅dest, noun, verb, mad⋅ded, mad⋅ding.
–adjective
Just take another look at it – isn’t it just beautiful? It’s not just that I like the whole insanity/excitement dimension (and the fact that in Danish it’s the word for food!) – but it’s also that it has two of my favorite letters – “M” and “A”. Mmmm aaa d. (And it goes for all languages (okay, okay the ones I know), because there are other letters, I only like in certain languages: “R” is kind of neutral in English, a bit ugly in German, non-existing in Danish, but oh – in Spanish - R makes love to my tongue!)
Okay, enough with the linguistic orgasms. What was I saying? Why I’m going slightly mad?
Lately I’ve realized that I really don’t like it when the workers at the supermarket want to be nice to me and pack my groceries for me. Because – they don’t know in which order to put the groceries in to the bags!
This doesn’t speak in favour of my sanity either, I guess…
When I just have too many thoughts in my head (yes, it happens), I like to clean or order things. So, this weekend I couldn’t focus on studying. Instead I took out a bag of beans, peas and lentils, I’d bought to make minestrone soup of. The bag of 900 grams contained 9 different kinds of beans, peas and lentils.
So, what do I do? I start sorting them.
Well, of course this is not crazy at all – there’s a completely practical and sane reason for doing this: to measure just how many red kidney beans, pinto beans, black eyed peas, red lentils, green lentils, green soya beans, green peas, white beans and brown beans the bag contains. Afterwards I wrote it down and now I can make the mixture myself one day.
(So, yesterday I actually made the soup. And it was good, okay. But, I have so many and much better recipes for soups. So, I’m probably not going to make it again for a very long time, if ever…)
Det er egentligt en hel del, cykler bliver nævnt i min blog. Så burde jeg ikke bare stå frem med historiEN om mig og min cykel? De fleste af jer har jo egentligt efterhånden hørt den, men nogle har fået den lidt mere polerede version. Men allerførst en advarsel – denne fortælling er ikke for sarte sjæle.
Det er jo den famøse historie om antropologi-julefrokosten, dengang jeg ikke gik på antropologi, men havde fået fast arbejde, og julegaven på arbejdet var en lille, lyserød flaske vodka (og blinis og kaviar – whatever).
Det er en torsdag inden juleaften. Jeg skal både arbejde torsdag og fredag. Vi får vores julegave om torsdagen, så jeg tænker – næh, den tager jeg da lige med til julefrokost. Jeg skifter til mit festtøj inde på arbejdet for at tage direkte hen på studiet. Jeg er virkeligt dresset op i min new yorker kjole – den brune med rosa polkaprikker og desuden de rosa sko til.
Jeg kommer derhen, og det er jo som om, at jeg ikke har forladt studiet – det er de samme mennesker, der altid er til festerne på antropologi. Så jeg ryger da også hurtigt tilbage i de gamle carefree BA-studietider. Frem kommer den rosa vodka (hvordan kunne jeg ikke tage den med, når nu den også matchede resten af dresset?!) og snapsene, og… Ja, som Caro gør det bedst, så går det galt så tidligt som muligt på aftenen.
Senere er det jo så, at en af gutterne fra studiet har sin ven med. Jeg siger til antrogutten: din ven der – han ligner sschgu da Brad Pitt. Og vennen står lige ved siden af. Brad Pitt har rimeligt mange tatoveringer op og ned af armene, så jeg tænker – ham her, han er scoret, hvis jeg viser ham min tatovering. Altså – den lille blomst/sol, jeg har lige over anklen. Jojo. Og øøh. Det gør jeg så! Altså både viser tatovering frem og scorer ham.
Vi stiger på cyklerne og begiver os hjem til ham. Ak ja. Det skulle jeg jo aldrig nogensinde i bagklogskabens lys have gjort. Jeg beklager mig vist over, at det går alt for langsomt, og så er det så, at jeg lige kører lidt stærkere hen over gaden og ikke opdager kantstenen. BANG!
Cykelstyr i skridtet og øm fod. Jeg kan knap nok cykle, og Brad trækker mig de sidste fem minutter hjem til ham. Han bor på 4., hvor jeg får mig humpet op. Og, der sker altså absolut ingenting, for jeg har ondt! Af en eller anden grund låner jeg et par boksershorts af ham til at sove i.
Jeg vågner næste morgen kl. 8.45 og tænker – hey, perfekt! Jeg skal være på arbejde kl. 9 – det kan jeg jo lige nå. At det er min logik burde have givet mig et hint om, at jeg nok ikke var ædru endnu. Så, jeg hopper i new yorker kjole og små sko og ned på gaden og prøver at stige på cyklen. Av av av av av… Jeg kommer kun ud til Østerbrogade, hvor jeg stiger af cyklen og prajer en taxi.
Taxichaufføren får hele historien. (But why?) Stiger af ved Magasin og ind på arbejdet, humpende på min fod – den gør nu alligevel lidt ondt. Stadig i new yorker-dress. Er faktisk kun ca. 15 minutter forsinket. Min kollega griner lidt af mig, da jeg kommer ind i det tøj, jeg forlod arbejdet i dagen forinden – men hey – jeg har jo mit skiftetøj fra dagen før – ingen problemer, tænker jeg.
Indtil jeg så skal sidde på min kontorstol. Det kan jeg jo ikke. Kollegerne griner skummelt, indtil jeg fortæller, at det faktisk er pga. et cykelstyr(t). Efterhånden som jeg humper rundt, bliver de lidt bekymrede og spørger om jeg ikke skal på skadestuen.
Ved en 11-tiden er alkohollen måske også så småt ved at dampe af, og der er det, at det på toilettet går op for mig, at noget ikke er helt rigtigt. Der er noget, som er mange gange større, end det normalt er.
Lidt bleg, humpende tilbage på kontoret siger jeg – I må nok gerne ringe efter en taxi alligevel, så jeg kan komme på skadestuen. Min kollega ringer og lyver om, at min fod er brækket, for at taxien vil gå med til at køre ind på Strøget. Jeg kommer i en taxi og bliver kørt til Amager Skadestue (fordi vi ikke liige kan huske, at jeg jo reelt bor meget tættere på Bispebjerg).
Jeg ankommer til skadestuen, får plads i venteværelset og venter på, at det bliver min tur. En læge stikker hovedet ind for at kalde på en af de andre patienter.
Oh, but hello McSteamy! Tænker jeg. Samtidig med, at jeg det næste stykke tid, mens jeg venter på, at mit navn bliver råbt op, håber på, at det ikke er McSteamy, som skal undersøge mig. Men, helt ærligt – med mit held – da mit navn bliver råbt op, så er det selvfølgelig ham, der står i døren.
Så, af med boksershortsene og op i bøjlen. Jeg bliver tjekket og får at vide, at det altså ”bare” er en hudafskrabning og et blåt mærke, og at når den slags sker dér, så hæver det ret meget. Lige til sidst siger jeg, at jeg også gerne vil have kigget på min fod – bare lige for en sikkerheds skyld. For jeg synes nu, at den er ret øm. Og han får så en ortopædkirurg til at kigge på det.
Jeg får at vide, at bare for en sikkerheds skyld er det nok meget smart at komme op i en kørestol – hvilket i sig selv er lidt svært – altså at samle benene så meget, at jeg kan sidde i den. Det gør en lille smule ondt. Jeg bliver kørt ned til røntgen, får taget billeder, kommer tilbage, venter i venterummet og til sidst kalder ortopædkirurgen på mig for at give mig svar.
Ja, du har så brækket foden, får jeg at vide. Det er her, at jeg faktisk skal lige til at grine. Også fordi sygeplejersken, der skal binde min fod ind – ikke i rigtig gips, men bare sådan noget, som jeg ikke kan huske, hvad hedder – siger til mig: Og, du havde slet ikke opdaget, at der også var noget i vejen med foden? Her ser jeg nu for mig, hvordan det jo foregår i Grey’s Anatomy – og at alle sammen godt ved, hvad der er sket med mig…
Jeg får et par krykker og humper ned til bussen for at tage hjem! Skal dog tisse noget så forfærdeligt, og hopper først lige ind på den lokale bodega (fredag kl. 13) for at låne toilettet. Jeg kommer med bussen og vil stige af ved metroen for at tage den videre. Og så står jeg dér – og ved faktisk ikke, hvordan jeg med krykker, hævet skridt og brækket fod tager sådan et højt trin ned på fortovet. En gammel dame ser, at jeg tøver, tager mig under armen og siger – skal jeg ikke hjælpe dig?
Dagen efter – lørdag (det må være noget i stil med d. 20./21. december) skal jeg hjem til Jylland for at holde jul. Min overbo og fantastiske veninde, Karen, låner mig sin backpackerrygsæk til mine sager og julegaver, for med krykke og en kat i transportkasse kan jeg jo ikke også holde en trolley.
Så, dér går jeg – på hovedbanen i travl juletrafik, med hævet skridt, brækket fod, krykke, kat i transportkasse og backpack på ryggen. Da jeg finder min plads i toget, oplever jeg, hvor søde og rare mennesker kan være, når de ser, man går med krykke. De hjælper mig med at få mine ting på plads, og mens jeg anstrengt sætter mig ned, meget langsomt for at mindske smerten, peger jeg på min fod og siger – ja, den er brækket…!
Jeg tror nogle gange, at verden taler til mig. Så her er nogle eksempler på, hvad det så er, der bliver sagt til mig…
For 1½ uges tid siden punkterede min cykel, og trækkende hen til min cykelmekaniker ser jeg denne:
Ahhr, vel? Vidunderligt?
Samme dag ved toget, hvor jeg jo er lidt knotten og tænker – okay, fuck ny, sund livsstil, den starter i morgen, og i dag må jeg spise chokolade, fordi min cykel er punkteret - ser jeg så denne:
Så skidt da...
Som du måske kan fornemme, så kan jeg godt have behov for en ledestjerne – og nogle gange er det da også stjernerne, jeg kigger efter.
Jeg er født d. 19. februar kl. 11.55 (sådan ca.). Skillelinjen mellem vandmanden og fiskene er d. 19. februar kl. 12. Teknisk set er jeg altså vandmand, men læser jeg beskrivelsen af de to, er der ingen tvivl om, at jeg er fisk. Men, netop derfor har jeg jo også lov til at vælge hvilket et af horoskoperne, jeg vælger at lytte til… Jo jo!
Netop i denne uge tror jeg, at jeg vil lytte til dem begge:
For det første: Jeg burde lige nu skrive en opgave – en opgave, hvor min underviser ikke helt er med på, hvad jeg mener – og det har holdt mig lidt tilbage. Men, mon ikke jeg bare burde hoppe af bloggen og ned i bøgerne?
For det andet: Jeg venter spændt!
Hvis bare mit liv var en film, så kunne min weekend have været et klassisk eksempel på et ”meet-cute”.
Lad mig starte med en lille plat vittighed fra i onsdags, hvor jeg havde besøg af min lillebror (og far). Min bror og jeg går forbi Ørnebageriet, som mærkeligt nok ligger på hjørnet af Mågevej og Frederikssundsvej. Jeg peger på skiltet og siger – tøhø, der er nogen, som har taget H’et og J’et.
I går, lørdag aften, mødtes jeg med Den Nøgne Dame, som er navnet på en venindegruppe fra gymnasiet. Det er nogle fantastiske og tossede tøser, som man altid har det brandsjovt sammen med. Vi spiser og drikker hos Stine, mødes med Kristinas kærestes politibuddies på Heidis, og Rikke leder an med de vildeste 90’er-moves på dansegulvet.
Omkring kl. 04.30 beslutter jeg mig for at jeg skal hjem. Men da jeg kommer ned til Rådhuspladsen, ser jeg bagenden af, hvad der viser sig at være den sidste natbus. Og der går to timer til den første 5A begynder at køre. Nedtur. Jeg går op til Nørreport for at se, om den sidste natbus også er kørt derfra. Selvfølgelig er den det.
Så jeg begynder at gå og tænker – stakkels mig, nu er jeg nødt til at gå hjem, for jeg er en fattig studerende, der ikke kan tillade sig at tage en taxi hjem. Omkring Dronning Louises Bro beslutter jeg mig for, at nu er der ikke så langt igen, så taxien kan ikke blive helt så dyr. Så er det så, at der kommer en fyr op på siden af mig og siger hej. Jeg siger hej igen, men fortryder straks – har jeg ikke lært af min tid i Lyon, at man IKKE hilser på fyre, der henvender sig til en?!
Lige bagefter fortryder jeg dog, at jeg tænker sådan. Han har en ven, og de begge viser sig at være vældigt flinke. Vi ser en bus – 3A – og de løber hen til den (det er ikke den rigtige bus for mig, så jeg går bare videre). Bussen er slet ikke i rute endnu, så de kommer tilbage og fortæller mig, at buschaufføren havde peget på mig og sagt, at den pige der vidste, hvor de skulle hen, at de bare skulle følge med mig, og så ville de komme hjem.
Sådan begynder gåturen til Nørrebro st., hvor jeg blandt andet hører om deres (umiddelbart fysiske) slåskampe med Bertel Haarder om at få det grammatiske komma tilbage, om hvordan de har været med i slaget ved 1864, men var nødt til at tage til Roskilde Fjord, hvor de fandt vikingeskibe – hvis ikke de havde gjort dette, havde vi vundet i 1864.
Efterhånden som vi er fulgtes ret lang tid ad, spørger de, hvor jeg egentligt er på vej hen. Da jeg svarer Mågevej, siger den ene: ah ja, der hvor der ligger en bager, hvor nogen har stjålet et H og et J?
Ved Nørrebro st. skilles vi ad, fordi de skal ned ad Lygten, og her fortryder jeg så, at jeg ikke spørger om sådan noget med telefonnumre, for mit liv er jo ikke en romantisk komedie, og mødet var jo ikke et meet-cute – så chancen for, at jeg igen støder ind i en Anders og Jacob eller måske Thomas, som umiddelbart studerer psykologi, er nok desværre ikke så stor alligevel. Men hyggeligt var det nu!
Ud over at føre intelligente telefonsamtaler ejer jeg simpelthen ikke noget, der bare minder om det, der vist nok hedder stedsans. Jeg laver ofte den klassiske (specielt i storcentre), hvor jeg på vej ud af en butik går samme vej, som jeg lige er kommet fra.
Det skete også første gang jeg var i Field’s. Altså: i et storcenter, hvor 1. sal er en cirkel, så man reelt bare vælger, om man vil den ene eller den anden vej rundt – dér for jeg vild. Så synes jeg, at det er fuldt ud forståeligt, at jeg stadig ikke kan finde rundt i Kolding Storcenter, selvom jeg er kommet der nærmest hele mit liv…
Et andet eksempel – her er jeg dog lidt i tvivl om, hvad det egentligt hører ind under – om det reelt er stedsansen, den er galt med – måske er det nærmere korttidshukommelsen. På arbejdet er der tre toiletter ved siden af hinanden, og man har det jo med at vælge det samme toilet fra gang til gang (jeg har fundet ud af, at jeg har samme yndlingstoilet som rengøringsdamen – så har man vist valgt det rigtige). Men, nogle gange er yndlingstoilettet jo optaget…
Og det er så her, at jeg en dag, da jeg sad på toilettet og læste sedlen på døren for jeg ved ikke hvilken gang, kom til at tænke; gad vide, hvilket toilet, jeg er inde på lige nu?!
Det var utroligt nervepirrende, indtil jeg åbnede døren igen – og opdagede, at det var det midterste toilet. Dét havde jeg ikke regnet med. For satan da – mit liv er da bare mega spændende, hva’!?
Få et endnu bedre indblik i hvem jeg er.
Min mormor er dement, og det bliver jo bare værre og værre med årene. Jeg besøgte hende sammen med min mor i fredags, og for første gang kunne hun ikke genkende mig. Ikke engang min snak om København triggede hende til at fortælle om Højbro Plads med sporvogn og hele molevitten, som hun ellers plejer at fortælle mig. Det er selvfølgelig trist og tragisk, men nogle gange er det også bare nødvendigt at grine lidt af det hele.
Og, altså – hvis demens findes i familien, er der større risiko for, at man også selv får det. Jeg har lige googlet mig frem til nogle af symptomerne, man skal være opmærksom på i forbindelse med demens:
Så er det så, jeg bliver lidt bekymret. Nogle gange er jeg lidt forvirret… Bare en smule. Men, lad mig give et par eksempler:
Det er en lørdag morgen efter en fredagsbar på studiet (med ret stor sandsynlighed), hvor jeg vågnede ved, at min tante ringede til mig – vi skulle aftale, hvad tid vi skulle i Ikea, så jeg kunne købe et klædeskab.
Telefonen ringer og jeg tager den.
”Mm… Hrm. Det er Caroline”
”Ja, hej, det er Kirsten”
”Ja, hm, det er Caroline”.
Jeg kunne vitterligt ikke huske, hvordan det nu lige var, man fortsatte en telefonsamtale – så hellere lige gentage, at det jo var mig, der havde taget telefonen.
Min mor har så engang taget telefonen og sagt: Hej, det er… øøøøh, det er Karin! Jeg tror trods alt ikke, at jeg har glemt mit eget navn. Næsten.
For apropos mit eget navn, som der jo alligevel ikke er så mange andre, der hedder (i Danmark i hvert fald), så var der en gang, hvor jeg ringede til det entreprenørfirma, der var i gang med at lave mit badeværelse, og pigen, der tog telefonen, svarede, at det var Caroline.
Stilhed.
Øøøøh. Hej, det er Caroline, svarede jeg så langt om længe. For efter lidt betænkningstid, så VAR der jo nok ikke mig selv, der havde sagt det første også…
Et andet tegn på demens var jo det med at finde vej… Min stedsans er et kapitel helt for sig selv – så det bliver det også her på bloggen.
For nogle år siden var jeg til en konference på Holmen – den handlede om noget med ungdomskultur og at forstå unge… Det var så her, at jeg mødte Pelle Hvenegaard. Jeg ved ikke hvorfor, men syntes altså, at der var noget over ham.
Selve mødet var dog – som tingene er, når jeg er involveret – en lille smule kikset. Det var pause, og alle var bare meget voksne (og jeg var jo reelt nok en af dem, alle de her voksne var kommet for at lære noget om på den her konference). Så jeg følte mig bare en smule udenfor. Så er det, at jeg ser, at der i det mindste er én anden, som heller ikke er over 40. Og så er det, at jeg ser, at det er Pelle.
Vi får øjenkontakt – en af de der gange, hvor man lige kigger på hinanden i lidt længere tid. Det er vist om eftermiddagen, for det er i den pause, hvor der er kaffe, the og kage. Så jeg har lige taget mig en kop the og et stykke kage. Vi har stadig øjenkontakt og så er det, jeg gør det, som piger gør, når de viser, at de er interesserede – jeg retter lidt på mit hår. Mens jeg gør det, indser jeg, at jeg i min venstre hånd har min kop the og i den højre hånd – den, som er ved at rette mit hår – har min kage.
Så, dér står jeg – øjenkontakt med Pelle Hvenegaard og prøver at flirte - og putter kage i mit hår. Oh yeah – jeg kan bare det der.
Faktisk har jeg haft øjenkontakt med Pelle en gang mere. Dette var dog et meget hurtigere møde, på vej til koncert med Bikstok Røgsystem på Roskilde. Jeg kiggede hurtigt ned og skyndte mig videre – hvis jeg putter kage i håret til en meget voksen konference, hvad finder jeg så ikke på på Roskilde?!
Men, Pelle – hvis du er derude – og vores tredje møde altså bliver virtuelt – og selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige til det, du laver nu, så overvej lige lidt 2400 Cosiness.
