Det er egentligt en hel del, cykler bliver nævnt i min blog. Så burde jeg ikke bare stå frem med historiEN om mig og min cykel? De fleste af jer har jo egentligt efterhånden hørt den, men nogle har fået den lidt mere polerede version. Men allerførst en advarsel – denne fortælling er ikke for sarte sjæle.
Det er jo den famøse historie om antropologi-julefrokosten, dengang jeg ikke gik på antropologi, men havde fået fast arbejde, og julegaven på arbejdet var en lille, lyserød flaske vodka (og blinis og kaviar – whatever).
Det er en torsdag inden juleaften. Jeg skal både arbejde torsdag og fredag. Vi får vores julegave om torsdagen, så jeg tænker – næh, den tager jeg da lige med til julefrokost. Jeg skifter til mit festtøj inde på arbejdet for at tage direkte hen på studiet. Jeg er virkeligt dresset op i min new yorker kjole – den brune med rosa polkaprikker og desuden de rosa sko til.
Jeg kommer derhen, og det er jo som om, at jeg ikke har forladt studiet – det er de samme mennesker, der altid er til festerne på antropologi. Så jeg ryger da også hurtigt tilbage i de gamle carefree BA-studietider. Frem kommer den rosa vodka (hvordan kunne jeg ikke tage den med, når nu den også matchede resten af dresset?!) og snapsene, og… Ja, som Caro gør det bedst, så går det galt så tidligt som muligt på aftenen.
Senere er det jo så, at en af gutterne fra studiet har sin ven med. Jeg siger til antrogutten: din ven der – han ligner sschgu da Brad Pitt. Og vennen står lige ved siden af. Brad Pitt har rimeligt mange tatoveringer op og ned af armene, så jeg tænker – ham her, han er scoret, hvis jeg viser ham min tatovering. Altså – den lille blomst/sol, jeg har lige over anklen. Jojo. Og øøh. Det gør jeg så! Altså både viser tatovering frem og scorer ham.
Vi stiger på cyklerne og begiver os hjem til ham. Ak ja. Det skulle jeg jo aldrig nogensinde i bagklogskabens lys have gjort. Jeg beklager mig vist over, at det går alt for langsomt, og så er det så, at jeg lige kører lidt stærkere hen over gaden og ikke opdager kantstenen. BANG!
Cykelstyr i skridtet og øm fod. Jeg kan knap nok cykle, og Brad trækker mig de sidste fem minutter hjem til ham. Han bor på 4., hvor jeg får mig humpet op. Og, der sker altså absolut ingenting, for jeg har ondt! Af en eller anden grund låner jeg et par boksershorts af ham til at sove i.
Jeg vågner næste morgen kl. 8.45 og tænker – hey, perfekt! Jeg skal være på arbejde kl. 9 – det kan jeg jo lige nå. At det er min logik burde have givet mig et hint om, at jeg nok ikke var ædru endnu. Så, jeg hopper i new yorker kjole og små sko og ned på gaden og prøver at stige på cyklen. Av av av av av… Jeg kommer kun ud til Østerbrogade, hvor jeg stiger af cyklen og prajer en taxi.
Taxichaufføren får hele historien. (But why?) Stiger af ved Magasin og ind på arbejdet, humpende på min fod – den gør nu alligevel lidt ondt. Stadig i new yorker-dress. Er faktisk kun ca. 15 minutter forsinket. Min kollega griner lidt af mig, da jeg kommer ind i det tøj, jeg forlod arbejdet i dagen forinden – men hey – jeg har jo mit skiftetøj fra dagen før – ingen problemer, tænker jeg.
Indtil jeg så skal sidde på min kontorstol. Det kan jeg jo ikke. Kollegerne griner skummelt, indtil jeg fortæller, at det faktisk er pga. et cykelstyr(t). Efterhånden som jeg humper rundt, bliver de lidt bekymrede og spørger om jeg ikke skal på skadestuen.
Ved en 11-tiden er alkohollen måske også så småt ved at dampe af, og der er det, at det på toilettet går op for mig, at noget ikke er helt rigtigt. Der er noget, som er mange gange større, end det normalt er.
Lidt bleg, humpende tilbage på kontoret siger jeg – I må nok gerne ringe efter en taxi alligevel, så jeg kan komme på skadestuen. Min kollega ringer og lyver om, at min fod er brækket, for at taxien vil gå med til at køre ind på Strøget. Jeg kommer i en taxi og bliver kørt til Amager Skadestue (fordi vi ikke liige kan huske, at jeg jo reelt bor meget tættere på Bispebjerg).
Jeg ankommer til skadestuen, får plads i venteværelset og venter på, at det bliver min tur. En læge stikker hovedet ind for at kalde på en af de andre patienter.
Oh, but hello McSteamy! Tænker jeg. Samtidig med, at jeg det næste stykke tid, mens jeg venter på, at mit navn bliver råbt op, håber på, at det ikke er McSteamy, som skal undersøge mig. Men, helt ærligt – med mit held – da mit navn bliver råbt op, så er det selvfølgelig ham, der står i døren.
Så, af med boksershortsene og op i bøjlen. Jeg bliver tjekket og får at vide, at det altså ”bare” er en hudafskrabning og et blåt mærke, og at når den slags sker dér, så hæver det ret meget. Lige til sidst siger jeg, at jeg også gerne vil have kigget på min fod – bare lige for en sikkerheds skyld. For jeg synes nu, at den er ret øm. Og han får så en ortopædkirurg til at kigge på det.
Jeg får at vide, at bare for en sikkerheds skyld er det nok meget smart at komme op i en kørestol – hvilket i sig selv er lidt svært – altså at samle benene så meget, at jeg kan sidde i den. Det gør en lille smule ondt. Jeg bliver kørt ned til røntgen, får taget billeder, kommer tilbage, venter i venterummet og til sidst kalder ortopædkirurgen på mig for at give mig svar.
Ja, du har så brækket foden, får jeg at vide. Det er her, at jeg faktisk skal lige til at grine. Også fordi sygeplejersken, der skal binde min fod ind – ikke i rigtig gips, men bare sådan noget, som jeg ikke kan huske, hvad hedder – siger til mig: Og, du havde slet ikke opdaget, at der også var noget i vejen med foden? Her ser jeg nu for mig, hvordan det jo foregår i Grey’s Anatomy – og at alle sammen godt ved, hvad der er sket med mig…
Jeg får et par krykker og humper ned til bussen for at tage hjem! Skal dog tisse noget så forfærdeligt, og hopper først lige ind på den lokale bodega (fredag kl. 13) for at låne toilettet. Jeg kommer med bussen og vil stige af ved metroen for at tage den videre. Og så står jeg dér – og ved faktisk ikke, hvordan jeg med krykker, hævet skridt og brækket fod tager sådan et højt trin ned på fortovet. En gammel dame ser, at jeg tøver, tager mig under armen og siger – skal jeg ikke hjælpe dig?
Dagen efter – lørdag (det må være noget i stil med d. 20./21. december) skal jeg hjem til Jylland for at holde jul. Min overbo og fantastiske veninde, Karen, låner mig sin backpackerrygsæk til mine sager og julegaver, for med krykke og en kat i transportkasse kan jeg jo ikke også holde en trolley.
Så, dér går jeg – på hovedbanen i travl juletrafik, med hævet skridt, brækket fod, krykke, kat i transportkasse og backpack på ryggen. Da jeg finder min plads i toget, oplever jeg, hvor søde og rare mennesker kan være, når de ser, man går med krykke. De hjælper mig med at få mine ting på plads, og mens jeg anstrengt sætter mig ned, meget langsomt for at mindske smerten, peger jeg på min fod og siger – ja, den er brækket…!