Talked about getting a blog for a long time – now at least it’s there – now I’m just waiting to be inspired. Of course when I was inspired earlier I couldn’t figure out how to start up a blog – now that it’s here I no longer feel the urge to say something…
This blog will be in Danish when I feel like writing in Danish and English, when I feel like that…
De sidste uger har stået i Tycho Brahes stjerne. Det startede ugen, inden jeg skulle på skiferie, hvor jeg om fredagen fik madforgiftning – heldigvis varede det kun en enkelt nat (fredag-lørdag) – mine kolleger fik lov at døje med det i længere tid. Søndag eftermiddag gjorde hele min krop så ondt, som den ikke har gjort i meget lang tid (siden jeg havde en gigtsygdom i 2. eller 3.g). Havde SÅ ondt af mig selv, fordi jeg ikke kunne rejse mig og gå ud i køkkenet og lave mad til mig selv. Selv det at ligge på sofaen gjorde ondt. Mandag var det dog næsten gået over igen, men i stedet havde jeg fået lidt ondt i halsen og den slags. Nåhja – jeg kunne i det mindste bevæge mig.
Onsdag morgen er jeg på vej på arbejde på min cykel, efter at det har haft sneet. Det er lidt sjappet. Et sted, hvor jeg normalt lige tager en smutvej, ombestemmer jeg mig, fordi vejen er meget mere sneet til end den større vej, så jeg vælger at køre til venstre i stedet for højre. Så jeg skvatter og slår hovedet i asfalten – gudskelov for min cykelhjelm! Om aftenen kan jeg mærke, at jeg er ved at få hold i nakken.
Næste dag på arbejdet går det op for mig, at det jo nok har noget med faldet dagen forinden at gøre. Jeg kommer til fysioterapeut, og der er heldigvis ikke sket nogen større skade. Jeg har dog også fået nogle smerter i venstre ben, så da jeg skal køre til Frankrig på skitur om fredagen er jeg taknemmelig for automatgear og cruise control.
På ski sker der ikke de større skader. Falder godt nok andendagen og får et vrid i/under venstre knæ. Men hvad… Det skal sikkert bare køres væk. (Nu – 2½ uge efter det er sket, er det endelig ved at være væk). De små uheld med ski på tværs af liftindgangsbåse akkompagneret af hujende drenge og styrt på vej ned af den sorte for at få fart nok på til opturen med et meget feminint skrig er blot helt almindelige skiturselementer.
Anyway. Efter skituren har jeg lidt over en uge uden uheld – dét er store sager. Så er det, at jeg skal hjem til Katrine for at male og skal lige købe lidt polyfilla på vejen. Så da jeg ser Røverkøb på den anden side, stopper jeg ved lyskrydset og fodgængerfeltet og stiller mig i kanten af vejen lidt oven i sneen for at vente på, at der bliver grønt. Så sker der dét – efter at have stået stille et par minutter – at jeg får bagbalance. Jeg ved egentligt godt, at der ikke er noget at gøre, men prøver alligevel at holde styr på cyklen og få rettet op. Too late. Jeg falder baglæns ned på min cykel hen over fortorvet. Manden, der også står og venter på, at der bliver grønt, spørger lidt forsigtigt, om jeg er ok. Jeg siger ja, og at helt ærligt, nu må den sne altså godt snart forsvinde! Han nikker bare ja. Han er nok ikke helt tryg ved hende pigen, der tydeligvis allerede har drukket og er så fuld, at hun ikke kan holde balancen kl. 12.30 på en lørdag.
Om aftenen skal jeg til melodi grand prix-hygge med uni-tøserne. De andre tager i byen, og jeg skal bare hjem på min cykel. Eller – jeg finder så en punkteret cykel uden for opgangen. Jeg bliver meget meget sur. Bander og svovler højlydt. Og så begynder jeg at trække min cykel hjem fra Vanløse kl. 01.00 natten til søndag.
Nu er jeg bare spændt på, hvad denne uge har at byde på…
Det er jo så moderne at skulle sige noget (bare et eller andet!) om fremtiden nu, hvor vi skal til at købe nye kalendre. Jeg har besluttet mig for, at år 2010 bliver mit år (det er vist ikke første gang, jeg beslutter den slags ting – men den her gang mener jeg det faktisk, nå!). Jeg har besluttet, at jeg skal kunne tackle ikke at have styr på alt, hvad der sker – så jeg har rent faktisk ikke købt en kalender for 2010 endnu (okay okay – fair nok – det står på en post-it, at jeg skal købe den på mandag efter arbejde).
Allerede i går kom et af de første tegn på, at år 2010 bliver godt. Her var jeg ude at stå på skøjter – blandt alt for mange børnefamilier, men jeg overlevede og syntes stadig, at det var noget så skønt med sne, sol og skøjter. På vej hjem må jeg derfor bare have set glad ud, for jeg fik øjenkontakt med en fyr (jeg har meget svært ved ikke at kigge på folk, når jeg går forbi dem), som meget glad og med et glimt i øjet sagde hej! Hvilket jeg selvfølgelig gengældte. (Jeg ved ikke, om jeg tidligere har talt om min forkærlighed for lokalsamfund, men jeg elsker, at man hilser på sine naboer, at man godt kan smile og nikke til folk på gaden, at man kan smalltalke over en pose kattegrus i Føtex osv.) Men tilbage til fyren med glimtet i øjet. For, når man ikke har været i bad siden sidste år, ingen make-up har på, er lidt svedig fra skøjteturen, vader i skijakke, overtræksbukser, moonboots og et lyserødt, polkaprikket tørklæde, fordi det var det nærmeste på vej ud af døren, og man stadig får et smil med på vejen, så må det da være ens år(ti)! Jeg vælger fuldstændig at ignorere, at det kunne være på grund af alt dette, at jeg fik et smil med på vejen, men har bestemt, at det var på trods.
For – i år er det mit år, hvor jeg bliver glad for at være mig! Tænk engang, hvis jeg for eksempel matchede den målgruppe, som de, der sender mig spam, forsøger at ramme: Så ville jeg være en tysk mand med potensproblemer, som havde en forkærlighed for russiske piger.
Og så er det alligevel nok meget godt bare at være mig…
Når nu der skulle skrives om min mor, så må der i sagens natur også blive skrevet lidt om min mormor.
Hun har oplevet mange ting i sit liv, hvoraf vi sikkert kun kender til en brøkdel – hvilket også gør det svært at vide, hvornår det er demensen, der taler, og hvornår det rent faktisk er rigtigt, det som hun fortæller.
Nogle gange ér det dog ikke så svært at regne ud, at det er fordi hun har læst eller set noget, hvor hun tror, at hun er hovedpersonen – eller at hun blander lidt forskellige historier sammen. For eksempel har hun fortalt, at hun har malet Michael Strunges negle sorte, at han jo var jøde, og at hun i den forbindelse var med til at hjælpe ham til Sverige under 2. verdenskrig.
Det er også hende, som spiller med i alle de gamle film – hun kan bare aldrig huske, hvem det nu var hun lige var.
Hun har rent faktisk levet lidt af et kunstnerliv og malet mange forskellige ting. Blandt andet har hun arbejdet med Gauguins barnebarn i København, hvor de har malet kopier af nogle af Gauguins værker.
Men – nu til nutiden: I går var min mor, far, bror og jeg taget hen på hendes plejehjem for at holde juleaften der. Speciel oplevelse. Efter mad og julegaveræs (min bror og jeg, som var de unge, blev bedt om at dele julegaver ud til alle de ældre) sad vi på hendes værelse og sang lidt julesange. På et tidspunkt læste hun højt af salmerne (uden at synge dem), og et barn er født i Betlehem lød således:
Et barn er født i Bethlehem,
thi glæder sig Jerusalem.
Halløj halløj.
Eller bare lidt i hvert fald…
I anledning af at det er lillejuleaften, og jeg nu er kommet hjem til familien, og at jeg sidder her og ser min mor pynte juletræet (sådan er traditionen – det er hende, som gør det – normalt må vi ikke engang se det før d. 24.), vil jeg fortælle lidt om hende.
Bare i dag har hun sagt så mange mærkelige ting, at man går hen og bliver bekymret for, om hun slægter min mormor på. Eller øøh – sådan er Mengerne måske bare engang.
Hun fik i fødselsdagsgave (fødselsdag d. 13. december og (far d. 17. december)) af min bror og mig blandt andet en cd med Bob Dylan med julemusik.
I dag da hun kom hjem fra arbejde, fortæller hun så, at hun simpelthen er nødt til at få os til at lytte til en plade, for hun fik sig sådan et chok, da hun satte sin nye cd på i bilen. Hun syntes nemlig, at hans stemme var blevet så rusten. (Så hun flere gange måtte rømme sig, så han dog kunne få den tudse ud af halsen…)
Mens hun fortæller, leder hun efter pladen og siger – jamen, hvor ér Donovan henne? Havde jeg ikke en med Donovan?
Altså, jeg har jo også let ved at blive forvirret, så jeg spørger – jamen, mor – hvorfor snakker du om Donovan?! Det var da fordi, at det var den cd, hun havde fået af os… Øøøøh, nej… Det er altså Bob Dylan. AAHHHHH! Pludselig gik noget op for hende. I virkeligheden havde hun hele tiden troet, at det var en cd med Donovan, hun havde ønsket sig (selvom hun sagde Bob Dylan, dengang hun fortalte mig, hvad hun ønskede sig).
Jeg får så at vide, at hver gang hun tænker på enten Bob Dylan eller Donovan, er hun nødt til at tænke på dem begge for at kunne skelne dem fra hinanden… Godt så.
Nå, efter at have sat cd’en med Bob Dylan på, sat sig til rette i sofaen og fået en kop kaffe begynder hun at fortælle om den drøm, hun havde i nat. Her var hun nemlig på udflugt til et loppemarked, som ikke var et loppemarked alligevel, men som viste sig at være en café. Hun ser en mand sidde med et dyr på skulderen og går hen for at se, hvad det er. Det viser sig at være en drage. Hun spørger ham, om hun må røre ved den – og jaja – den gør ikke noget! Så hun sætter sig ved siden af manden og får dragen på skødet, hvorefter hun så sidder og kæler med den samtidig med, at hun skal sørge for, at den ikke flyver væk. (Her fortæller hun min far og mig, at hun stadig kan mærke, hvordan den føltes: helt varm og mærkelig.)
Under aftensmaden (risengrød!) sidder vi og taler om mormoner, Jehovas Vidner, katolikker og protestanter, og hvordan mormonerne og Jehovas Vidner skal gå ud og forsøge at omvende folk. Og så siger min mor noget med, at det egentligt var alle kristne, som gjorde det – før i tiden drog de bare på krydstogt for at omvende andre…
Åååh ja - de krydstogtsriddere!
Der findes da bare ikke noget bedre end DSB i myldre-, sne- og juletrafik! Så her følger en lille (vel egentligt ganske typisk historie) om min hjemrejse til forældrene i Jylland fra København i går (22. december).
Jeg er ankommet til Hovedbanen i god tid, så jeg kan finde mit tog og min vogn. 16.50 går toget til Frederikshavn fra spor 7, så der går jeg ned. På spor 7 står der dog ikke lige umiddelbart noget om mit lyntog. Jeg går lidt længere frem på perronen, og sørme om der ikke dér på skærmen står, at mine vogne til Fredericia vil ankomme i netop denne sektion. Der var jeg vel nok heldig!
Klokken er 16.40. Jeg venter da bare lige lidt. Klokken er 16.45 – jeg bliver underholdt af en pige, som synger/nynner midsommervisen. Klokken bliver 16.50. Jeg venter stadig.
Indtil der så pludselig står Nykøbing på skærmen. Ahr, vel… Nå. Jeg går hen til skærmen med alle togafgange, og sørme om der ikke er blevet skiftet spor siden for to minutter siden, hvor toget skulle have været kørt.
En perron fyldt med mennesker begiver sig nu fra spor 7 til spor 2. Hyggeligt at føle sig tilbage til folkeskole- og udflugtstider, hvor man følges i store grupper.
Og nææh, dér på perron 2 holder vores lyntog jo! Men hov. Der er ikke nogen numre på vognene. Nogle folk begynder at gå ind. Jeg går lidt nedad og kigger. Og så tilbage igen, og lidt frem igen. SÅ kommer der numre på. Men æææh, det er så vogn 11 og 12, jeg kan se. Og vogn 11 og 12 er slet ikke vogne, som skulle være med det tog. Jeg overhører, at det så svarer til 61 og 62. Så jeg får mig maset ind i vogn 61/11.
Og så overhører jeg, at der også burde have været en vogn 63 og en vogn 64, som slet ikke er koblet på toget. Hvilket betyder, at de mennesker, der havde pladser i lige de vogne, også står i vogn 11/61 og 12/62.
Jeg får til sidst min plads og er bare glad for 1) at Squishy og Nemo allerede ér sendt på ferie på landet for en lille måned siden, og 2) at det ikke er julen for to år siden.
Da jeg så sidder i toget og vil svare på sms’en fra min mor om, hvor langt jeg er nået, får jeg beskeden: “meddelelse spærret”. Nå, mystisk – jeg prøver at ringe op i stedet, men får næsten samme besked: ”Abonnementet er indtil videre spærret for udgående opkald”. NÅ! Hvad helvede har Telia NU lavet?! Godt nok har jeg da skiftet abonnement til Telmore, men Telia vil jo ikke give slip på mig før om tre måneder. Da jeg endelig er hjemme (faktisk kun lidt over en halv time forsinket!) får jeg så at vide (og øøh, her er det så, at jeg desværre må krybe til korset og fortælle, at) min FAR ikke har betalt regningen fra dem…
Men, der er vist stadig noget om, at jeg skylder en lang historie om Telia… Who knows – måske kommer den på en dag, måske gør den ikke. Bum bum bum buuuum….
First of all I want you to open this youtube link, so you can listen to the song while you read this post (and also: watch the whole video afterwards!).
So, lately I see more and more signs that I’m going slightly mad. In that context I’d like to share with you my passion for words and why I especially like the word “mad”. Here are some definitions from a dictionary:
mad [mad] mad⋅der, mad⋅dest, noun, verb, mad⋅ded, mad⋅ding.
–adjective
Just take another look at it – isn’t it just beautiful? It’s not just that I like the whole insanity/excitement dimension (and the fact that in Danish it’s the word for food!) – but it’s also that it has two of my favorite letters – “M” and “A”. Mmmm aaa d. (And it goes for all languages (okay, okay the ones I know), because there are other letters, I only like in certain languages: “R” is kind of neutral in English, a bit ugly in German, non-existing in Danish, but oh – in Spanish - R makes love to my tongue!)
Okay, enough with the linguistic orgasms. What was I saying? Why I’m going slightly mad?
Lately I’ve realized that I really don’t like it when the workers at the supermarket want to be nice to me and pack my groceries for me. Because – they don’t know in which order to put the groceries in to the bags!
This doesn’t speak in favour of my sanity either, I guess…
When I just have too many thoughts in my head (yes, it happens), I like to clean or order things. So, this weekend I couldn’t focus on studying. Instead I took out a bag of beans, peas and lentils, I’d bought to make minestrone soup of. The bag of 900 grams contained 9 different kinds of beans, peas and lentils.
So, what do I do? I start sorting them.
Well, of course this is not crazy at all – there’s a completely practical and sane reason for doing this: to measure just how many red kidney beans, pinto beans, black eyed peas, red lentils, green lentils, green soya beans, green peas, white beans and brown beans the bag contains. Afterwards I wrote it down and now I can make the mixture myself one day.
(So, yesterday I actually made the soup. And it was good, okay. But, I have so many and much better recipes for soups. So, I’m probably not going to make it again for a very long time, if ever…)
Det er egentligt en hel del, cykler bliver nævnt i min blog. Så burde jeg ikke bare stå frem med historiEN om mig og min cykel? De fleste af jer har jo egentligt efterhånden hørt den, men nogle har fået den lidt mere polerede version. Men allerførst en advarsel – denne fortælling er ikke for sarte sjæle.
Det er jo den famøse historie om antropologi-julefrokosten, dengang jeg ikke gik på antropologi, men havde fået fast arbejde, og julegaven på arbejdet var en lille, lyserød flaske vodka (og blinis og kaviar – whatever).
Det er en torsdag inden juleaften. Jeg skal både arbejde torsdag og fredag. Vi får vores julegave om torsdagen, så jeg tænker – næh, den tager jeg da lige med til julefrokost. Jeg skifter til mit festtøj inde på arbejdet for at tage direkte hen på studiet. Jeg er virkeligt dresset op i min new yorker kjole – den brune med rosa polkaprikker og desuden de rosa sko til.
Jeg kommer derhen, og det er jo som om, at jeg ikke har forladt studiet – det er de samme mennesker, der altid er til festerne på antropologi. Så jeg ryger da også hurtigt tilbage i de gamle carefree BA-studietider. Frem kommer den rosa vodka (hvordan kunne jeg ikke tage den med, når nu den også matchede resten af dresset?!) og snapsene, og… Ja, som Caro gør det bedst, så går det galt så tidligt som muligt på aftenen.
Senere er det jo så, at en af gutterne fra studiet har sin ven med. Jeg siger til antrogutten: din ven der – han ligner sschgu da Brad Pitt. Og vennen står lige ved siden af. Brad Pitt har rimeligt mange tatoveringer op og ned af armene, så jeg tænker – ham her, han er scoret, hvis jeg viser ham min tatovering. Altså – den lille blomst/sol, jeg har lige over anklen. Jojo. Og øøh. Det gør jeg så! Altså både viser tatovering frem og scorer ham.
Vi stiger på cyklerne og begiver os hjem til ham. Ak ja. Det skulle jeg jo aldrig nogensinde i bagklogskabens lys have gjort. Jeg beklager mig vist over, at det går alt for langsomt, og så er det så, at jeg lige kører lidt stærkere hen over gaden og ikke opdager kantstenen. BANG!
Cykelstyr i skridtet og øm fod. Jeg kan knap nok cykle, og Brad trækker mig de sidste fem minutter hjem til ham. Han bor på 4., hvor jeg får mig humpet op. Og, der sker altså absolut ingenting, for jeg har ondt! Af en eller anden grund låner jeg et par boksershorts af ham til at sove i.
Jeg vågner næste morgen kl. 8.45 og tænker – hey, perfekt! Jeg skal være på arbejde kl. 9 – det kan jeg jo lige nå. At det er min logik burde have givet mig et hint om, at jeg nok ikke var ædru endnu. Så, jeg hopper i new yorker kjole og små sko og ned på gaden og prøver at stige på cyklen. Av av av av av… Jeg kommer kun ud til Østerbrogade, hvor jeg stiger af cyklen og prajer en taxi.
Taxichaufføren får hele historien. (But why?) Stiger af ved Magasin og ind på arbejdet, humpende på min fod – den gør nu alligevel lidt ondt. Stadig i new yorker-dress. Er faktisk kun ca. 15 minutter forsinket. Min kollega griner lidt af mig, da jeg kommer ind i det tøj, jeg forlod arbejdet i dagen forinden – men hey – jeg har jo mit skiftetøj fra dagen før – ingen problemer, tænker jeg.
Indtil jeg så skal sidde på min kontorstol. Det kan jeg jo ikke. Kollegerne griner skummelt, indtil jeg fortæller, at det faktisk er pga. et cykelstyr(t). Efterhånden som jeg humper rundt, bliver de lidt bekymrede og spørger om jeg ikke skal på skadestuen.
Ved en 11-tiden er alkohollen måske også så småt ved at dampe af, og der er det, at det på toilettet går op for mig, at noget ikke er helt rigtigt. Der er noget, som er mange gange større, end det normalt er.
Lidt bleg, humpende tilbage på kontoret siger jeg – I må nok gerne ringe efter en taxi alligevel, så jeg kan komme på skadestuen. Min kollega ringer og lyver om, at min fod er brækket, for at taxien vil gå med til at køre ind på Strøget. Jeg kommer i en taxi og bliver kørt til Amager Skadestue (fordi vi ikke liige kan huske, at jeg jo reelt bor meget tættere på Bispebjerg).
Jeg ankommer til skadestuen, får plads i venteværelset og venter på, at det bliver min tur. En læge stikker hovedet ind for at kalde på en af de andre patienter.
Oh, but hello McSteamy! Tænker jeg. Samtidig med, at jeg det næste stykke tid, mens jeg venter på, at mit navn bliver råbt op, håber på, at det ikke er McSteamy, som skal undersøge mig. Men, helt ærligt – med mit held – da mit navn bliver råbt op, så er det selvfølgelig ham, der står i døren.
Så, af med boksershortsene og op i bøjlen. Jeg bliver tjekket og får at vide, at det altså ”bare” er en hudafskrabning og et blåt mærke, og at når den slags sker dér, så hæver det ret meget. Lige til sidst siger jeg, at jeg også gerne vil have kigget på min fod – bare lige for en sikkerheds skyld. For jeg synes nu, at den er ret øm. Og han får så en ortopædkirurg til at kigge på det.
Jeg får at vide, at bare for en sikkerheds skyld er det nok meget smart at komme op i en kørestol – hvilket i sig selv er lidt svært – altså at samle benene så meget, at jeg kan sidde i den. Det gør en lille smule ondt. Jeg bliver kørt ned til røntgen, får taget billeder, kommer tilbage, venter i venterummet og til sidst kalder ortopædkirurgen på mig for at give mig svar.
Ja, du har så brækket foden, får jeg at vide. Det er her, at jeg faktisk skal lige til at grine. Også fordi sygeplejersken, der skal binde min fod ind – ikke i rigtig gips, men bare sådan noget, som jeg ikke kan huske, hvad hedder – siger til mig: Og, du havde slet ikke opdaget, at der også var noget i vejen med foden? Her ser jeg nu for mig, hvordan det jo foregår i Grey’s Anatomy – og at alle sammen godt ved, hvad der er sket med mig…
Jeg får et par krykker og humper ned til bussen for at tage hjem! Skal dog tisse noget så forfærdeligt, og hopper først lige ind på den lokale bodega (fredag kl. 13) for at låne toilettet. Jeg kommer med bussen og vil stige af ved metroen for at tage den videre. Og så står jeg dér – og ved faktisk ikke, hvordan jeg med krykker, hævet skridt og brækket fod tager sådan et højt trin ned på fortovet. En gammel dame ser, at jeg tøver, tager mig under armen og siger – skal jeg ikke hjælpe dig?
Dagen efter – lørdag (det må være noget i stil med d. 20./21. december) skal jeg hjem til Jylland for at holde jul. Min overbo og fantastiske veninde, Karen, låner mig sin backpackerrygsæk til mine sager og julegaver, for med krykke og en kat i transportkasse kan jeg jo ikke også holde en trolley.
Så, dér går jeg – på hovedbanen i travl juletrafik, med hævet skridt, brækket fod, krykke, kat i transportkasse og backpack på ryggen. Da jeg finder min plads i toget, oplever jeg, hvor søde og rare mennesker kan være, når de ser, man går med krykke. De hjælper mig med at få mine ting på plads, og mens jeg anstrengt sætter mig ned, meget langsomt for at mindske smerten, peger jeg på min fod og siger – ja, den er brækket…!
